Epilog "Legestuen - et mulighedsrum"

Ved vejs ende

Jeg har, siden jeg var barn, undret mig over, hvad der mon ligger ved vejs ende. Dengang troede jeg, at det betød, at man var nået til en endestation.

Et endegyldigt mål, og at der herfra ikke var andet tilbage end at sætte sig i den lænestol, som måtte stå der, og læne sig roligt tilbage og fryde sig over, at man var nået frem.

I dag, knap fem årtier senere, har jeg måttet revidere min opfattelse af den talemåde – i hvert fald når det drejer sig om at bedrive pædagogik. At skabe en hverdag for små mennesker, som både er så tryg, udfordrende og pædagogisk didaktisk velfunderet, at de har mulighed for at udvikle sig som små selvstændige mennesker med forståelse for egen formåen, handlemuligheder og særegen personlighed, er en enorm opgave. Og når man så samtidig også har til opgave at videregive forståelsen og følelsen af, at de hver og en også er en del af en større gruppe – et fællesskab med andre små personligheder, hvis stemmer, følelser og ageren de også skal lære at afkode, respektere og interagere med – så er kompleksiteten af det arbejde ikke længere til at overse. Jeg har næsegrus beundring for jer, der hver dag står stærkt, kærligt og fagligt kompetente lige midt i børneflokken og skaber rum for alt det. Samtidig ved jeg, at det arbejde ikke er noget, man i sin egen faglighed kan nå til vejs ende med.

Der er hele tiden nyt, der kan og skal læres. Ny forskning, som åbner op for nye måder at forstå børn og vores egen rolle i deres verden på, nye tiltag, nye generationer af forældre, krav, kommunale indsatsområder, nye kollegaer og en alenlang liste af andre ting, som kræver, at vi bliver ved med at skulle kigge på vores egen praksis. Derfor ved jeg også, hvad der er ved vejs ende, når vi taler om arbejdet i legestuen og de otte nøgleelementer. Hvis I som dagplejegruppe har arbejdet jer igennem dem alle. Hvis I har læst, reflekteret, analyseret, lavet nye tiltag, prøvet af, nogle gange har fejlet, har evalueret, justeret og prøvet igen, så har I virkelig fortjent den lænestol, som jeg engang troede stod lige her. Bare rolig, den står her stadig. Så sæt jer bare stolte ned og fejr øjeblikket sammen. Kig tilbage på det, I har lært undervejs. Grin sammen over det, der gik galt, og som for et øjeblik fik det hele til at se ud, som om der slet ikke var noget, der duede. Kip med flaget over de skridt, I sammen har taget ud i nye forståelser og de dertilhørende nye måder at forvalte hverdagen på. Når I har siddet der lidt, er det tid til at rejse sig op igen.

Jeg bor i en lille landsby på en lillebitte vej, der hedder Ringvej. Når man kører ind over banen i min by, har man én beslutning, man skal tage: Vil man køre højre om? Eller måske venstre om i stedet? Uanset hvilken vej man tager, ender man på et tidspunkt ved mit hus. For Ringvej er en cirkelformet vej, der fører en rundt og rundt, indtil man på et tidspunkt kommer tilbage til der, hvor man startede sin færd.

I forhold til arbejdet i dagplejen og legestuen ligger vejs ende også på en

ringvej. På et tidspunkt har man været hele vejen rundt, og så ender man igen ved starten, hvor man er velkommen til at tage en pause og nyde den omgang, man lige har været igennem, inden man tager en tur mere.

Denne gang vil man kigge rundt og forhåbentlig se noget, som man ikke lagde mærke til før, fordi man har fået et nyt udsyn. Der vil være noget, man kan genkende og derfor har meget lettere adgang til at tale om, vurdere kvaliteten af, have en forståelse af vigtigheden af og dermed kunne justere på eller ændre ved. Man har måske et andet sprog til rådighed, som gør det muligt at kommunikere endnu mere præcist om den fælles indsats, fordi man jo allerede har været her.

Man har forhåbentlig på dette tidspunkt også opdaget glæden og det livsoptankende ved ikke at skulle gå der selv, men lige ved siden af ens kollegaer i legestuen, som jo skal samme vej. Vi ønsker jer en rigtig god tur (på alle turene) – og et velfortjent hvil, når I engang når frem.

Nanett Borre, Alling 2025