Forord "Legestuen et mulighedsrum"
Jeg er i forbindelse med et længerevarendekompetenceudviklingsforløb på besøg i en legestue, et sted på den anden side af det store bælt. Legestuen bliver afholdt i en gymnastiksal. Og jeg er i dag fluen på væggen der skal observere og komme med tilbagemeldning og facilitere refleksion, diskussion og nye handlinger på baggrund af det sete.
6 dagplejere med hver deres lille børneflok ankommer rødkindede og vinterforblæste til den store sal. Først synges der et par sange. Det er tydeligt at børnene kender sangene, og de fleste synger med. 2 små drenge har for meget ”musik i kroppen” til at være med til den velkomst, og de rejser sig flere gange og drøner ned i den anden ende af salen, mens de kigger sig skælmske tilbage. De ved hvad der kommer til at ske nu....og det bliver sjovt. Og på skift rejser drengenes dagplejere – som forventet -sig for at hente udbryderkongerne tilbage til kredsen igen.
Inden længe er salen fuld af lyd. For for små mennesker er det helt naturligt, at det at bruge kroppen også indbyder stemmen til at være med. Jo større armbevægelser og fart, des mere lyd. Det er en slags kropslig og lydelig lovmæssighed, at de to hænger sammen. Så der jubles, hujes, tales og råbes højt, for at kommentere på egne bedrifter eller for at komme i kontakt med hinanden eller en voksen. Et hop ned fra en pude, ledsages af et hvin. Mens en masen sig gennem den smalle skumport et andet sted, akkompagneres af flere støn og høje pustelyde mens kroppen vrides i den snævre passage.
En motorikbane er sat op midt i salen. Og de første 10 minutter er der fin og sjov aktivitet her, mens 2 voksne hjælper, guider og hepper på de børn, som gerne vil prøve de kropslige udfordringer. Børn bliver taget i hånden, hvis de har brug for en varm næve til at komme over den lille bom. Andre får et smil eller et par opmuntrende ord med, imens de møver sig gennem banen. Men nu står den helt forladt og ingen syntes at have interesse for den mere.
4 voksne sidder sammen med en flok børn på den store skummadras, for her skal der trilles. I den anden ende af rummet sidder 2 voksne og taler sagte sammen, mens en lille nystartet verdensborger fra skødet af den ene lidt forskræmt holder øje med al virakken i det store rum.
Umiddelbart kunne man forledes til at tro, at alt er godt. For ingen græder eller slås, og et eller andet sted midt i lydhavet høres også både glade stemmer og latter.
Alligevel observerer jeg flere børn, som ikke rigtig kan komme i gang med at bruge hverken sig selv, de andre eller rummet. De futter lidt formålsløst frem og tilbage, uden helt at slå rod i en aktivitet, et sted eller i sig selv. På jagt efter noget eller nogen, som kan optage dem og de små rastløse kroppe. På den store madras bliver det lidt vildt. For den skal rumme mange voksne og børn på en gang. Så helt uden at ville det, kommer børnene til at hoppe ind i og op på hinanden. Her er simpelthen for lidt plads.
I et hjørne bag en af de kurve som har indeholdt formiddagsmaden, sidder to små piger og kigger lidt skræmte op mod tumulten i madrashjørnet. Den ene skiftevis lægger sig ned, for derefter næsten med det samme at sætte sig op igen. Og bag fodboldmålet i den anden ende skælder en af de større piger ud, fordi hun ikke kan komme til at køre hele vejen rundt om målet. En stor barnevogn er parkeret, så den spærrer for passage. ”Kør et andet sted hen istedet”: hører jeg en voksen råbe til hende fra den anden ende.
Jeg har oplevet dette mange gange før - clashet mellem de gode hensigter og ønsket om at give børnene mulighed for at ”strække ud” og få brugt kroppen på andre måder i legestuen, end det ofte kan være muligheden i det private dagplejehjem, hvor der er færre kvadratmeter og andre aktiviteter og behov der også skal tilgodeses. Og det er kun sjældent, at det i mine øjne lykkes at skabe et læringsmiljø i så stort et rum, der inviterer til at være i kroppen og rummet på en måde, så alle børn får udbytte, bevægeglæde og positive oplevelser med det.
Legestuens rammer – om det er et rum eller en gymnastiksal, en græsplæne eller et særligt spot i skoven er ikke nødvendigvis i sig selv et kvalitetstilbud eller en berigende oplevelse for ungerne, med mindre det forvaltes intentionelt af os voksne.
Legestuen er et mulighedsrum, hvor der er en enestående adgang til at give børnene anderledes sociale, sansemæssige og motoriske oplevelser og udfordringer. Dels fordi det rent fysisk er et andet set-up end i dagplejehjemmets rammer, men mest af alt fordi der her er flere voksne til at udnytte disse muligheder. De flere hænder, øjne og kærligt nærværende voksne, er et guldæg, men kun hvis vi har gjort os pædagogisk didaktiske tanker omkring hvordan det samarbejde og samspil kan iværksættes.
Legestuen bliver.........som også det enkelte dagplejehjem, først et læringsmiljø, hvis vi intentionelt forholder os til det, som et sådant.
Med udgangspunkt i de fokusområder der er blevet belyst som manglende i
VIVE´s undersøgelse af kvalitet i dagtilbud. Og af egne mangeårige observationer af det arbejde der foregår i legestuen, har vi bygget denne bog op omkring 8 nøgleelementer, som vi mener er det grundlæggende fundament for etableringen af legestuen som et både berigende og udviklende læringsmiljø. Nøgleelementer, der tilsammen skal være med til at gøre legestuetiden til mere end en stund, hvor vi ”hygger os”, men til et sted, hvor både faglig sparring, udviklende læringsmiljøer og børnenes fællesskabsfølelse skal være det bærende.
De 8 nøgleelementer udgøres af:
Hvert afsnit sluttes af med en lille ”Opskrift” på hvordan I i legestuen selv kan arbejde videre med kapitlets emne. Opskriften vil både være med til at hjælpe jer med at få øje på, det I allerede kan være stolte af og derfor med fordel kan bygge videre på i legestueregi. Men den vil også være et redskab, til at spotte, hvor nye indsigter kan veksles til nye handlinger og dermed understøtte en vedvarende udvikling og fokus på at højne kvaliteten af legestuens muligheder.
Det har været os magtpåliggende at inddrage dagplejere, dagplejekonsulenter/pædagoger samt dagplejeledere undervejs. De bidrager undervejs i bogen med deres egne erfaringer, viden og oplevelser – både dem der er værd at være stolte af og vise frem, men også nogle af dem som kan være mindre flatterende at dele. Alt sammen fordi vi alle bliver klogere af at dele ærligt, sårbart og ligefremt. Det giver dybde til vores egne refleksioner, gør det muligt at spejle sig og at lære af hinanden.
Tak til alle jer, der så modigt og generøst har valgt at indvie os andre i jeres hverdag og tanker.
14 uger efter er jeg igen tilbage i gymnastiksalen. I mellemtiden har gruppen arbejdet med flere af nøgleelementerne i denne bog.
Det har ført til både diskussion, refleksion og uenighed. Holdninger, idéer og ønsker til brugen af legestuen har krydset klinger og er blevet drøftet. Regler og rammer er blevet luftet, endevendt og sorteret i. Der er blevet talt om, hvordan man kan planlægge tiden i legestueregi for at få det fulde udbytte af den. Der er tænkt over, hvordan de givne rammer bliver forvaltet, så en børneflok, der både rummer bittesmå tumlinge og store kommende børnehavebørn, oplever sig set, tilgodeset og mødt.
Mål og intentioner om at hjælpe hinanden med at turde at være klodsede, for-
pustede og se sjove ud, når voksenkroppene pludselig også får lov at slippe fri, er blevet italesat. Ligesom de kvaliteter og præferencer,som den enkelte dagplejer indeholder, bliver brugt mere bevidst.
Det fysiske læringsmiljø – dets muligheder og begrænsninger,samt hvordan det kan gøres mere ideelt i forhold til de mange forskellige måder at være i kroppen på – er blevet diskuteret, og der er taget nye beslutninger om, hvilke knapper der kan skrues på her. Gruppen har sammen skabt nye mål og drømme for, hvad timerne i legestuen skal bruges til. Foråret er forsigtigt og prøvende tittet frem siden sidst, og de store tunge flyverdragter er skiftet ud med jakker og gummistøvler. I løbet af 5-10 minutter ankommer flokken, får overtøjet bakset af, og børnene trisser roligt rundt og ser hinanden an. Det er en uge siden, de sidst har været her, og der er både gensynsglæde og en stille afventen.
Alle voksne og børn samles i en rundkreds midt i rummet. Flade farvestrålende siddepuder er lagt frem for at markere, hvor desmå numser kan tage plads. Ligesom der også er lagt et par større flade måtter ud, hvor en voksen kan sidde sammen med flere børn, der har brug for og lyst til at være helt tæt på.
Der synges velkomstsang, navne nævnes, og børnene får øje på hinanden, mens de synger velkommen til hinanden. Den første sang afløses af to fagtesange. Arme, ben og kroppe skal rækkes frem, rystes, bøjes og svinges rundt. Et barn har ben, der har brug for meget mere fart og tempo, end fagtesangen tillader.
Der er energi, som har brug for at komme ud. Uden at rejse sig op smiler hans dagplejer medlevende til ham, da han tager sig et par ture rundt i salen, inden han igen af sig selv finder vej ind i kredsen. Der er ikke grund til at rejse sig og forstyrreresten af gruppen med det. Og der er endnu mindre grund til
at forsøge at tæmme den boblende energi, der giver trang til at bevæge sig.
Det sker et par gange mere, mens de andre synger løs, men ingen af de andre børn tager notits af det, for de voksne danser og bevæger sig til sangen med nærvær og indlevelse.
Efter den fælles velkomst slippes legen fri. En håndfuld børn hjælper to af de voksne med at finde ting frem til en motorikbane. Deres ønsker til, hvilke redskaber der skal stilles frem, inddrages, og de placerer selv redskaberne der, hvor de skal stå. I den anden ende sættes der imens tre små telte op. Dette er low
arousal-zonen. Der lægges et par puder og et tæppe i dem hver.
Foran et af teltene sidder en voksen med tre opvaskebaljer med forskelligt indhold – alt sammen lavet af kartoffelmel. I den ene er der legeler af kartoffelmel og balsam, der opfører sig som modellervoks. I den næste er der en tyk dejagtig slimet masse af kartoffelmel og vand, der er kogt sammen. I den sidste balje er samme blanding, bare i en meget tyndere og mere lind version.
Her er en stående invitation til at trække vejret lidt langsommere, krybe ind i et telt eller få lov til at mærke på de forskellige konsistenser – enten helt stille eller i samtale med den voksne.
I madrashjørnet er der arme og ben i både voksen- og børnestørrelse, der flettes ud og ind i hinanden. Der bliver trillet, grinet og talt. For det snurrer så sjovt i hovedet, når man har trillet rigtigmange gange, og det kalder på at få sat ord på.
Den sidste voksne er placeret midt i rummet, hvorfra hun kan overskue hele salen. Hun er blæksprutten, der både kan træde til, hvis og når der er nogen, der har brug for at få tørret næse, blive hjulpet op på en lidt for sprælsk scooter eller en hjælpende hånd i nogle af de andre projekter, børnene selv har gang i. Det
kan være et tæppe, der skal puttes over en pude, så det bliver til en hule, eller en bold der skal trilles tilbage til ejermanden eller lignende. Blækspruttefunktionen giver de andre voksne ro og tid til at være helt til stede lige der, hvor de befinder sig. Det giver ro og kontinuitet for de børn, der er omkring den voksne, at
samværet ikke hele tiden skal afbrydes af alle de små opgaver, som også skal løses.
Efter et stykke tid ebber interessen for den bestående motorik bane langsomt ud. Puder, bomme og madrasser omarrangeres
og prøves igen af de lange ben, hvilket giver stor inspiration og deltagelseslyst hos mange børn. Nu er der igen liv.
Efter 1 ½ time er det tid til at samles igen. Siddepuderne, der har været brugt til mange forskellige formål, spredes endnu engang ud i cirklen. Nu skal trætte og sansemættede kroppe hjælpes til at sænke arousal.
Alle lægger sig ned med hovederne ind mod midten, og der afspilles dyrelyde fra den lille højtaler. Børnene skal gætte på, hvem de tilhører. Var det en ko eller måske et får? Nu var det en fugl! Der er god tid, og flere af dyrelydene bliver spillet flere gange til stor begejstring for flokken. Så bliver der sat lyd på af hav, der ruller mod kysten. Hvert barn har fået en lille rispose på maven– et lille skib, som de skal se, om de kan få til at vugge på mavens bølger, når de trækker vejret. Der er helt stille, mens en hær af småskibe stævner ud fra kysten. Små åndedræt bliver dybere, og trætheden kommer på besøg og får flere til at gabe og smelte ned i underlaget.
Så synges der farvel. Vi vinker til hinanden og siger tak for i dag, inden seks voksne med hver deres lille trætte og gennemlegede flok trisser hjemad til frokost og en velfortjent middagslur.
Efter at have vinket efter dem alle kører jeg hjem. Over hele to bælter – et stort og et lille med hver deres bro – så der er god tid til, at tankerne kan vende tilbage til formiddagen. Jeg kan mærke, at jeg i dag er tæt på at være den lykkeligste flue, der nogensinde har siddet på en væg – imponeret over og fuld af respekt for, hvordan det intentionelle fokus omkring arbejdet i legestueregi har forvandlet formiddagsstunden til så varierede og helstøbte oplevelser med plads til alle. Denne lille flok af dagplejere har forvandlet legestuen fra et mulighedsrum til et konkret og helt igennem beundringsværdigt læringsmiljø.
